23948sdkhjf

Pakke med inflationshjælp til købmandsbutikker forhandlet på plads: Her er indholdet

Det har tidligere været fremme, at regeringen ville afsætte 75 millioner kroner til blandt andet trængte købmænd i små landsbyer. Også bagere, slagtere med flere er omfattet af aftalen, som målretter sig "energiudsatte fødevareforretninger beliggende i mindre byer". 

Denne torsdag er aftalen så forhandlet endeligt på plads - og købmændene får derfor noget konkret at forholde sig til. 

I en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet fremgår det, at de 75 millioner kroner fordeles mellem to ordninger - den ene halvdel afsættes til direkte støtte for op til 50.000 kroner pr. virksomhed, mens den anden halvdel afsættes til grøn omstillingsstøtte, som virksomheden kan søge om til energibesparende tiltag. 

For at kunne ansøge om hjælpen skal købmanden blandt andet befinde sig i en landsby med færre end 2500 indbyggere. 

Disse krav er der til ansøgere i inflationshjælpen

  • Ansøger skal være beliggende i byer med under 2.500 indbyggere
  • Ansøger skal kunne dokumentere en stigning i energiudgifterne på minimum 50.000 kr. i 2022 sammenlignet med 2021
  • Ansøger skal være en dagligvarebutik, hvor forretningens primære formål er salg af dagligvarer, og minimum 50 procent af omsætningen kommer fra dagligvaresalg
  • Ansøger skal være registreret hos Fødevarestyrelsen med krav til forretningens nedkøling af fødevarer
  • Ansøger skal have maksimalt svarende til 10 fuldtidsansatte
  • Ansøger skal have mulighed for at modtage støtten efter EU’s de minimis regler, og har som udgangspunkt ikke tidligere modtaget støtte til energiforbedrende tiltag

Kilde: Erhvervsministeriet

- Vi står i midt i en energikrise og det kan mærkes i hele landet – og især hos de mindre lokalsamfund. I mange små byer er det nemlig den lokale købmand, bager eller slagter, der er samlingspunktet. Derfor er det vigtigt, at vi styrker de små bysamfund. 

- Nu har vi sammen med et bredt flertal i Folketinget fået lavet en god ordning, som netop giver en tiltrængt hjælpende hånd til dem, der er ramt af stigende energipriser, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S). 

Hos De Samvirkende Købmænd, som repræsenterer cirka 1500 supermarkeder og købmænd på landsplan, er der tilfredshed med den nye aftale. 

- Den lokale købmand er vigtig og har stor betydning for de mindre byer. Hjælpen er en stor anerkendelse af købmændenes betydning for den kritiske infrastruktur i landdistrikterne. 

- De små butikker skal naturligvis også være med helt fremme i den grønne omstilling, hvor vi gør os uafhængige af olie og gas. Derfor bakker DSK op om, at en del af hjælpen gives som støtte til grøn omstilling, siger Jannick Nytoft, administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, i en pressemeddelelse. 

Forskud og efterbevilling

Erhvervsministeriet understreger i sin pressemeddelelse, at betalingen for de to former for økonomisk støtte gives på forskellig vis. 

- Det vil være frivilligt for den enkelte ansøger, hvorvidt der udelukkende søges om direkte støtte, eller der søges om både direkte støtte og omstillingsstøtte. 

- Den direkte støtte vil blive udbetalt umiddelbart efter sagsbehandlingen er afsluttet, hvorimod investeringsstøtten vil blive givet som tilsagn og først vil blive udbetalt efter investeringen er foretaget og dokumenteret, skriver ministeriet. 

Aftalen om støtte er indgået mellem regeringen - Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige. 

Det forventes, at den direkte støtte på op til 50.000 kroner vil kunne udbetales i maj måned - mens der kan komme tilsagn om bevillinger til energibesparende tiltag i juni måned. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078